Grækenland, Venedig og hjem til Danmark

Grækenland, Venedig og hjem til Danmark

4. januar 2020 Slået fra Af Nadia Hansen

Athen 

Vi har kun oplevet Grækenland på den klassiske feriemåde, hvor vi mest var på et lækkert hotel, nød poolen, varmen og nok mest af alt den lækre mad. Men denne gang oplevede vi det, som flere nok synes er det ægte Grækenland og i hvert fald det mere historiske Grækenland.

Første stop var i hovedstaden Athen.

Vi skulle selvfølgelig se det berømte Akropolis med de store templer der ligger højt i byen og kan ses på lang afstand. Det ser helt majestætisk ud. Dog var det lidt svært at imponere os når vi kort forinden havde set Petra, det er selvfølgelig en anden stil og vi er stadig glade for, at vi så det. Vi var nok bare ved at være en lille smule mætte af ruiner og historiske templer.

På toppen kunne man se over byen og igen var det svært at hamle op med de efterhånden mange flotte udsigter der havde været i løbet af turen.

Udsigten er egentlig meget fin med både by, grønne områder og ruiner, men byens luftforurening lægger desværre en mild og knap så flatterende tåge over byen. Jeg nød dog, at foråret var kommet til Europa og der var en masse flotte vilde blomster alle vegne omkring ruinerne.

Vi gik efterfølgende til Det Gamle Slot (Old Royal Palace) for at se livgarden, som på bestemte tider laver et skift, hvor de bevæger sig fuldstændigt synkront.

Olympia 

En ny dag og en ny by, men temaet var det samme. Vi tog ud og så en masse historiske steder, denne gang så vi stedet der er kendt for de antikke olympiske lege. Igen nød jeg de mange flotte blomster og her var der også en masse træer fulde af blomster. Det var trist at være på vej hjem, men det var opmuntrende at det var blevet forår og blive mindet om hvor dejlig årstiden er.

Vi så det hele i området inklusiv museer.

Efter turen tog vi på en restaurant nær vandet, hvor Rasmus selvfølgelig benyttede sig af muligheden for at kunne spise en gyros (græsk madret).

Dagene i Grækenland var meget rolige. Og vi var egentlig glade for, kun at være der den korte tid vi var, da det passede til vores behov og vi fik set alt det vi ville. Næste gang vi tager til Grækenland, vil vi nok hellere til nogle af øerne som Santorini, Zákynthos eller lignede.

Venedig

Rasmus vækkede mig allerede lidt i 6 om morgenen, normalt ventede han til klokken var lidt i 7. Men han sagde han synes jeg skulle stå op før, da indsejlingen til Venedig var utrolig flot.

Han havde ret. Vi sejlede igennem Venedig og kunne se en masse af byen oppefra på øverste dæk. Det var meget smukt og badet i et dejligt lys fra morgensolen.

Målet var egentlig at komme hurtig af skibet, så vi kunne bruge dagen i Venedig, men desværre blev noget af vores bagage væk, hvilken var så tidskrævende, at vi ikke kunne nå den rute rundt i byen, som vi ellers havde planlagt.

Det virker som om, italienerne har lidt svært ved at have styr på tingene, for turen startede med samme problem som vi ellers næsten havde glemt, på grund af den skønne tur, men som kom skrigende tilbage til hukommelsen når man stod i en mørk hal med mindst 8 andre utilfredse mennesker der også manglede noget af deres baggage og udenfor kunne se solen skinne fra en skyfri blå himmel.

Da der ikke kom mere bagage ind i hallen og vi med sikkerhed vidste at vores ikke var imellem det resterende spurgte vi, om vi måtte kigge efter det i hallen ved siden af, men fik at vide at det måtte vi desværre ikke. Når vi spurgte om hvorfor, var grunden at det måtte vi bare ikke. Den grund var ikke helt god nok til os, så jeg holdt udkig efter vagter og medarbejdere, mens Rasmus styrtede op af rulletrapperne – der ellers kun kørte ned.

I hallen ved siden af, fandt han selvfølgelig vores kuffert med det samme og så stak vi af uden at fortælle vi havde fundet den.

Vi gik ud til bussen og blev kørt til lufthavnen, hvor vi var kommet på et irriterende tidspunkt. For tidligt til at checke ind, men lige sent nok til at tage på tur inden. Vi købte lidt is og snacks, hvorefter vi lagde os ud på græsset i solen. Det var jo trods alt meget rart, at være i god tid.

Et andet par i hallen der havde to børn ville nok gerne have byttet med os. De havde fundet 7 ud af 8 kufferter og selvfølgelig var den der manglede deres vigtigste. De nåede at blive rigtig stressede fordi de skulle nå deres fly og inden de kom afsted var der kun under en time til de skulle flyve. Jeg håber de nåede det.

Min far og hans kæreste var søde at hente os i lufthavnen og køre os hjem, vi havde omkring 80 kg bagage med, så det krævede 2 biler. Det var en underlig følelse at træde ind af døren derhjemme. Dagene efter var også lidt underlige. Det var rigtig rart at se familie og venner igen. Men den store drøm vi havde haft og glædet os til de sidste 4-5 år var pludselig overstået og vi havde ikke engang en ny tur købt eller planlagt. Det gav en underlig følelse.

Der gik selvfølgelig ikke længe før en ny tur var på tegnebrættet. En tur jeg faktisk havde planlagt i efterhånden mange år, men ikke før havde kunne overtale Rasmus til. Heldigvis havde den store tur jorden rundt lært ham en masse og givet ham modet, som endelig førte til at Rasmus gav mig det ja, som jeg havde ventet så længe på.